Glutenfri Havrebrød

Glutenfri Havrebrød

27. januar 2019 0 Af Nulgluten

En opskrift for bageentusiaster, som går op i at lave det perfekte brød. Dette glutenfri havrebrød kræver nemlig lidt tid i køkkenet, men til gengæld giver det også et virkelig lækkert brød, som får en til at glemme alt om glutenholdige brød, for dette havrebrød kan hamle op med selv de bedste brød med gluten.

Havre er en stor del af brødet, og sætter stort præg på brødets smag og konsistens. Havre giver bagværk en blød og rund tekstur, og gør bagværket lækkert svampet, hvilket også er kendetegnet ved dette brød. Det glutenfri havrebrød får en klar og sprød skorpe på grund af den høje varme, og er samtidig lækkert og svampet indeni, hvilket er den perfekte kombination:-) Det er en fordel at have en bagesten (se f.eks. HER) og en hævekurv (se f.eks. HER) til opskriften, men det er ikke en nødvendighed. God fornøjelse!

Ingredienser – Glutenfri Havrebrød

  • 200g glutenfri havremel (fås f.eks. HER)
  • 100g rismel (fås f.eks. HER)
  • 100g boghvedegryn (fås f.eks. HER)
  • 55g majsstivelse (fås f.eks. HER)
  • 7 dl vand
  • 20g gær
  • 1 æggehvide
  • 10g salt
  • 15g honning (f.eks. DENNE)
  • 30g loppefrøskaller/husk (fås f.eks. HER)
  • Ca. 40g glutenfri havregryn til drysning (fås f.eks. HER)
  • Lidt olie til smøring o.l.

Dej

Havremel, rismel, boghvedegryn og maizena blandes sammen i en skål. I en anden skål tilsættes vand og gær, og der røres indtil gæren er opløst. Tilsæt også æggehvide, salt og honning, og rør dette ud i vandblandingen. Tilsæt nu loppefrøskaller og pisk i 10 sekunder (vær gerne præcis), tilsæt melblandingen straks efter, og pisk dejen godt igennem, til den er flot jævn. Lad dejen hvile i 5 minutter, inden den vendes ud på et bord, hvor der er smurt lidt olie ud. Form nu dejen til en kugleform med våde hænder. Du skal ikke ælte dejen, blot forme den.

Hævning

Find en skål eller lignende på ca. 18-20 cm i diameteren, som er lidt mindre end din endelige hævekurv eller skål til hævning. Smør skålens sider med lidt olie, sæt dejen i skålen, og lad den hæve heri et lunt sted i 1 times tid. Dejen skulle gerne blive 20-30% større, når timen er gået.

Find et viskestykke og fold det ud på bordet. Find lidt rismel frem, som du gnider ind i den midterste del af viskestykket, hvor du om lidt lægger dejen. Læg med den melede side opad viskestykket over i din hævekurv eller anden skål med diameter på omkring 21-23 cm. Vend forsigtigt dejen ud på et bord, som igen er smurt med lidt olie. Gnid forsigtigt dejen lidt frem og tilbage, så der kommer olie på bunden af dejen. Drys nu havregryn ud over brødets synlige overflade, og fordel det så dejen er godt dækket.

Dejen skal nu løftes over i hævekurven/den større skål, og vendes på hovedet ned i kurven. Dette gøres forsigtigt (vær gerne to om det, hvis muligt). Prøv at få en stor dejspartel eller lignende ind under dejen, så den kan løftes op og vendes på hovedet uden at miste sin form alt for meget. Bland lidt ris- og havremel sammen, og drys det ud over den nu synlige del af dejen. Fold viskestykket over dejen, og lad den hæve i yderligere 3-4 timer ved stuetemperatur eller evt. 1 time ved stuetemperatur og natten over i køleskabet.

Bagning

Sæt en bageplade eller gerne en bagesten midt i ovnen. Sæt ovnen på varmluftsovn, og varm ovnen op til maksimal varme. Hvis dejen har været på køl, så tag den ud af køleskabet, så den ikke kommer helt kold ind i ovnen. Når ovnen har været på maksimal varme i lidt tid, så vend dejen direkte ud på den varme bagesten eller på et stykke bagepapir, som du skubber ind på den varme bageplade. Bag brødet i 15 minutter på maksimal varme. Sæt herefter ovnen til 250 oC, og bag indtil brødet har en kernetemperatur på 99 oC. Det tager ca. yderligere 45-55 minutter. Lad dit glutenfri havrebrød køle helt af på en rist inden du skærer i det, så det ikke falder sammen.

OBS*: I forhold til bagesten og hævekurv. Den bagesten, som vi linkede til længere oppe, er en bagesten af virkelig høj kvalitet. Man kan sagtens få billigere bagesten, som dog ikke er helt ligeså effektive. Se f.eks. et udvalg af andre bagesten her. Er du i tvivl om, hvad hævekurve bruges til, så kan du evt. læse vores indlæg om hævekurve og deres betydning for bagning. For at måle kernetemperaturen i brødet skal man selvfølgelig bruge et termometer, få f.eks. et HER.

Se også

Glutenfri Toastbrød

Glutenfri Polentakage